Information til grundejerne

Seneste nyhedsmail fra bestyrelsen

03. januar 2024

Godt nytår!

Det er et vældigt snevejr i dag. Du kan glæde dig over, at du som grundejer i denne forening, ikke selv skal rydde sne på halvdelen af den private fællesvej langs med din grund, som reglerne ellers siger. Det har vi kollektivt valgt en entreprenør til.
Snerydning klares, som vanligt, af AU Entreprenør på Sangsvanevej, Pibesvanevej, Grågåsevej og Lappedykkervej.

Dog har du selv ansvaret for at rydde sne mellem vejen og huset, så skraldemanden og posten kan komme frem. Vær opmærksom på, at ansvaret gælder i tidsrummet kl. 7-22.
Du har stadig har ansvaret, selvom du ikke er hjemme. Prøv at træffe en aftale f.eks. med naboen, hvis du skal ud at rejse.

Vi har ingen fortove langs de private fællesveje, så husk at vejen deles af alle; kørende, cyklende og gående. Man kan aldrig have for mange reflekser på, når man færdes i vintermørket.

Til et andet vigtigt emne. Vi har med vantro erfaret, at grundejerforeninger fra 2024 skal betale grundskat af fællesarealer.

Vi er virkelig glade for vores store fællesarealer, og har siden nyheden tikkede ind i juleferien forsøgt at regne ud, hvad det betyder for foreningens økonomi og den enkelte grundejer. Det er ikke småpenge der er tale om, vi ser ind i en ny skatteregning på cirka 30.000 kr. årligt, hvilket medfører en kontingentstigning på cirka 400 kr.

For de nysgerrige ser regnestykket således ud.

Vi har 36.297 m2 fællesareal iflg. nyeste opgørelse fra landinspektøren.
Vi har taget en aktuel vurdering af en grund på Pibesvanevej og fundet værdien for 1 m2 = 544 kr.
Værdisætning af fællesarealet er 1/10 af grundværdien, så 54,40 kr. pr. m2 x 36.297 m2 = 1.974.556 kr.
Grundskyldspromillen i Syddjurs Kommune 2024 er 14,2 eller 1,42%.
1.974.556 x 1,42% = 28.039 kr. i årlig beskatning for fællesarealet.

Dette giver anledning til en del spørgsmål, som vi har løftet til juristerne hos Parcelhusejernes Landsforening (PL), der ligesom os, synes det er en skrækkelig beslutning fra myndighedernes side.

Nu er vi i den særlige situation, at Syddjurs Kommune ikke har taget sig sammen til at overdrage skødet på fællesarealerne, så umiddelbart var den første tanke, at vi ikke kan blive beskattet lige foreløbigt. Det vil PL gerne udfordre Vurderingsstyrelsen med.
Den juridiske vurdering er dog, at vi vil tabe i en skattesag. Det er i praksis os der har jorden og skattemæssigt er man ligeglad med smøl fra kommunens side ifht. at overdrage skødet.

Grundejerforeninger modtager nok først den officielle grundvurdering i 2026, men med tilbagevirkende kraft fra 2024. PL anbefaler derfor, at vi hæver kontingentet i år, så vi ikke skal efteropkræve det hos medlemmerne, hvilket kan være endnu sværere hvis nogle sælger huset før regningen kommer. Nye medlemmer der køber et hus i 2026, skal ikke betale skatten for 2024 og 2025, det skal dem der bor her nu.

Vi skal derfor – meget modvilligt – varsle en kontingentstigning på cirka 25% (fra 1.600 kr. til cirka 2.000 kr), og behandle den med budgettet på næste generalforsamling.

Vi har valgt, at udskyde årets opkrævning, der normalt udsendes i januar, indtil generalforsamlingen er gennemført i marts og den nye kontingentsats er vedtaget.

Der er flere elementer i den uafklarede situation. Vi kender kun grundskyldspromillen for 2024, men den kan ændre sig år for år, så vi kan også blive nødt til at justere kontingentet på årlig basis.

Til sidst, de korte nyheder.

Legepladsen blev gennemgået og synet af leverandøren INDU i december, og er godkendt til brug i hele 2024.

Vi skal ændre vedtægterne og optage den nye vej i lokalplan 443, men det fremgår ingen steder hvad vejen skal hedde. Vi har spurgt kommunen, der oplyser at vejnavnet er ikke valgt endnu. Vi har derfor benyttet lejligheden til at indsende et par forslag med inspiration blandt de søfuglearter, der besøger Mørke Mose. Vi måtte ikke foreslå vejnavne, der allerede fandtes i kommunen, så efter god drøftelse, har vi foreslået Taffeland eller Isfugl.

Vi har i årets løb flere gange anmodet kommunens gartner om at få færdiggjort beplantningen langs Lappedykkervej. Der blev fræset jord i forsommeren, men aldrig sået græs. Vi følger op med endnu en påmindelse, straks foråret melder sig.

Har du forslag til behandling på næste generalforsamling der afholdes i marts, skal det sendes til bestyrelsen på mail senest 1. februar. Vi indkalder med tid og sted mindst 14 dage før.

.

.

Nyttige links

Lyser gadelampen ikke? Fejlmeld den online her: https://www.aura.dk/driftsinfo/fejlmeld-gadelys/

Hvornår bliver affaldsbeholderen tømt? Tilmeld dig den gratis SMS service der giver en påmindelse 2 dage før tømning: https://minside.renodjurs.dk/Default.aspx?refurl=Tomningsvarsel.aspx

Følg med i Facebook gruppen her: https://www.facebook.com/groups/539330829733678/

Kalender med årets faste begivenheder:
https://søfuglevejene.dk/grundejerforening/aarskalender/