Information til grundejerne

Seneste nyhedsmail fra bestyrelsen

17. juni 2024

Legepladsen fylder 6 år
Hvis vejret er til den tørre side på lørdag d. 22. juni, vil vi markere dagen ved at mødes til en is kl. 16 og sætte en grill frem ved 17-tiden. Alle der har tid og lyst til fællesspisning lørdag aften kan medbringe mad til grillen og egne drikkevarer.

Velkommen til Isfuglevej
Syddjurs Kommune har oplyst, at vejen i det nye lokalplanområde bliver døbt ”Isfuglevej”. Vi kan dermed opdatere vedtægterne til at omfatte kommende grundejere på denne vej.

Vi ved ikke, hvornår udviklerne har tænkt sig at gå i gang med byggemodning af grunde. Siden de for nyligt har sået nye planter på arealet, som siges at være 2-årige, er det næppe foreløbigt.

Skøde på fællesarealer
Grundejerforeningen har efter flere års ihærdig indsats overtaget ejerskabet af fællesarealerne.
Glasslår på vejene
Flere grundejere har oplevet, at når affaldsbeholderen med glas og metal tømmes, så ligger der glasskår på vejen når skraldebilen er kørt. Det er sket flere gange på Pibesvanevej ud for flere huse, og er til fare for punkteringer og hundepoter, så vi har rettet henvendelse til Reno Djurs. De mener, at det er fordi vejen har en hældning, at noget af glasset kan ende udenfor skraldebilen. Men uanset, så er deres melding af skraldemanden skal feje efter sig, når det sker. De opfordrer til, at man ringer 87597777 og oplyser sin adresse, så sender de skraldemanden tilbage med en kost, hver gang han glemmer det.

Lappedykkervej
Vi har jævnligt kontakt med kommunen om at få færdiggjort beplantning af Lappedykkervej. Det er nu 3. år denne dialog står på, og der sker ikke rigtigt noget. Kommunen undskylder sig med, at der har været fratrædelser i ledelsen, og derefter langtidssygemeldinger, så de ikke er i stand til at planlægge arbejdet. Pengene er reserveret til opgaven, så vi talt om, at de kan give opgaven til en lokal haveservice. Uanset hvem der skal udføre det, vil vi gerne have det gjort i år.

Beskatning af fællesarealer
Der kommer løbende nye informationer omkring beskatning af fællesarealer, både fra pressen og Parcelhusejernes Landsforening. Det er lidt svært at navigere i, når informationerne kommer drypvist, men med den seneste justering af kontingentet er vi i hvert fald på forkant og – økonomisk set – godt forberedt.

 Til kalenderen:

  • Containeren til fælles haveaffald kommer i uge 31.
  • Den store slagleklipning af de grønne arealer er planlagt til uge 35.
  • Fælles arbejdsdag og hygge er søndag d. 8. september.

.

.

Nyttige links

Lyser gadelampen ikke? Fejlmeld den online her: https://www.aura.dk/driftsinfo/fejlmeld-gadelys/

Hvornår bliver affaldsbeholderen tømt? Tilmeld dig den gratis SMS service der giver en påmindelse 2 dage før tømning: https://minside.renodjurs.dk/Default.aspx?refurl=Tomningsvarsel.aspx

Følg med i Facebook gruppen her: https://www.facebook.com/groups/539330829733678/

Kalender med årets faste begivenheder:
https://søfuglevejene.dk/grundejerforening/aarskalender/